Spring til indhold

Ambassadør

Mit navn er Morten Olsen. Jeg er 71 år og tidligere professionel fodboldspiller og landstræner for det danske herre A-landshold.

I 2016 startede et nyt kapitel i mit liv. Et kapital jeg har set frem til og løbende gjort mig overvejelser om. Pensionisttilværelsen, seniorlivet, den 3. alder – kært barn har mange navne.

Indrømmet, det er en virkelig stor forandring. Mit arbejdsliv har altid været præget af mange ugentlige arbejdstimer. Nu har jeg pludselig mange tusinde timer til rådighed hvert år, hvor jeg ikke skal ”trække i arbejdstøjet”. Det er en stor omvæltning i hverdagen!

Da jeg blev præsenteret for projektet ”Fra arbejdsliv til seniorliv – forbered dig godt ” i Vordingborg Kommune, kunne jeg se mig selv i det. Jeg er som bekendt født og opvokset i Vordingborg og er glad for at være ambassadør for projektet. Fodbold har altid spillet en kæmpe rolle i mit liv, og grænsen mellem mit fritids- og arbejdsliv har været flydende. Fodbold har ikke bare været min levevej, men en væsentlig del af min identitet.

Forandringen og overgangen fra at være meget arbejdsaktiv til at træde ind i en ny livsfase, kender jeg personligt også til. Min erfaring fra fodboldens verden er, at forberedelse er helt afgørende for at lykkes. Uanset, om det handler om den næste vigtige kamp eller om livet i øvrigt. For mig var forberedelsen derfor helt afgørende, da jeg stod sidst i min karriere og kiggede ind i et kommende seniorliv.

Nogle af mine bedste råd til den gode forberedelse og dermed muligheden for at få et godt seniorliv er blandt andet:

  • Find nogle gode, relevante og meningsfulde fællesskaber.
  • Hold dig fysisk aktiv og dyrk motion
  • Spis sundt og varieret
  • Nyd livet og gør noget af det, der gør dig glad
  • Og glæd dig også over, at livet ikke er helt så skemalagt som tidligere – det gør jeg!

Forbereder du dig godt, tror jeg på, at det kan medvirke til at styrke dit helbred, give dig større livskvalitet og forbedre muligheden for at få et godt seniorliv

 

Jeg ønsker dig den bedste forberedelse og overgang til dit seniorliv – jeg hepper på dig 😊

 

Venlige hilsner

Morten Olsen